Den spæde start, og årene efter - fra 1992 til 2006.

En beretning af Alice Lindhof

I marts måned 1992 var jeg og den øvrige bestyrelse for MC Touring Club, Danmark ude og se på Nødager Camping på Djursland. Jeg var gravid med mit første barn, Jakob, og drømte allerede da om at lave et børnetræf, hvis vi købte pladsen.

Året efter i 1993 holdt vi så det første MCTC Børnetræf på klubbens egen campingplads, MC Touring Camp. Jeg havde en forhåbning om, at vi måske kunne samle omkring 20 børn, men der var 63 børn tilmeldt til snobrødsbagning, som var én af aktiviteterne. Ellers var der kun et par konkurrencer og en legestue med babylegetøj som eneste aktiviteter til træffet.

Legepladsen på MC Touring Camp bestod dengang af et gammelt træskib, som nok burde have været rykket ned, men der var kun det og et par gynger på pladsen, så vi måtte nøjes.

Året efter gik vi igang med at reparere og male det gamle fiskerskib, og udskrev en konkurrence for at finde et navn. Skibet kom i resten af sin levetid til hedde Sørøver Sally.

Det var faktisk allerede dengang en stor post at lave børnetræf, og efter det andet træf i 1994 (1 måned før jeg fødte mit andet barn, Lisa) meldte 3 andre familier sig til at hjælpe: Gitte og Lars Sørensen fra Bornholm, Bente og John Pedersen fra Hjørring og Lisbeth og Henning Stieper fra Roskilde. Selvom disse udgjorde den første børnetræf-arrangørgruppe, så betyder det ikke, at der ikke var andre implicerede, for i alle årene både før og efter har mange velvillige deltagere gjort et kæmpearbejde med at få alting til at fungere.

De efterfølgende år udvidede vi børnetræffet med forskelligt: flere konkurrencer, underholdning af et Hatteteater, maden blev sat lidt mere i system, vi havde rengøringshold under træffet, vi fik lavet en helt ny legeplads på MC Touring Camp, lavede fællesture, og vi sprængte rammerne og måtte flytte ud på marken udenfor pladsen. Alligevel måtte vi efter 5 træf opgive at være på MC Touring Camp - der var ganske enkelt ikke plads mere.

I 1998 flyttede vi første gang udenfor vores egen campingplads. Det var et meget svært skridt at tage, men udenfor al diskussion nødvendig! Træffet kom derefter til at flytte lidt omkring. I 1998 var vi på Vonsild Camping ved Kolding, hvor vi udvidede træffet til en hel uge, og det blev mit sidste arrangement et par år. Derefter tog Karsten Lindberg over. Han lavede det i Vonsild igen i 1999, hvorefter det blev flyttet til Roskilde i 2000 for at imødekomme sjællændernes ønske om et "lokalt" træf. I 2001 holdt han så et kæmpebørnetræf på Lilleådalens Camping i Haahr nord for Århus. Det blev en uge med masser af aktiviteter, konkurrencer, levende musik og underholdning, og deltagerantallet satte rekord med 287 børn og 315 voksne - en rekord som først blev slået i 2004. Karsten trængte derefter til en velfortjent pause i arrangørarbejdet efter flere års flot indsats. Derefter overtog jeg igen at stå for træffet i 2002. Jeg var klar over, at jeg måtte "skrue ned for blusset igen", da sådan et kæmpetræf ville blive for stor en mundfuld, selvom det viste sig at blive svært at udelukke nogen aktiviteter. Træffet blev igen holdt på Vonsild Camping, og var det 10. børnetræf i MC Touring Club. Det viste sig, at kun 3 familier havde deltaget i alle 10 træf: Mia og Kim Valbjørn, Helle og Gitte og Lisbeth og Henning Stieper og min dreng Jakob og jeg selv. Efter forståeligt pres blev træffet så i 2003 afholdt på Sjællands-siden igen, nemlig på Marielyst Ny Camping på Falster, hvor 551 personer deltog. Her var det fortrinsvis Susan og John Morsing og Thomas Adamsen der stod for at lave træffet.

I 2004 havde vi samlet en stor arrangørgruppe bestående af fortrinsvis "gamle" arrangører i forhåbning om at kunne skiftes til at lave træffet øst og vest for Storebælt. Vi flyttede igen træffet til en ny campingplads, nemlig Hampen Sø Camping i Midtjylland. Selvom vejret fra starten mildt sagt var os imod, endte vi med et rimeligt godt vejr og deltager-rekord på 334 børn og 352 voksne, ialt 686 deltagere!

Vi ved, at det kan være en fordel at drage nytte af hinandens erfaringer, og derfor er det bedst, når arrangørgruppens medlemmer kan "overlappe hinanden". Men desværre gik det ikke som oprindeligt tænkt, da flere i gruppen ønskede at holde en pause eller helt stoppe med at stå for noget til træffet. Jeg kan ikke takke dem nok både for deres indsats og deres hyggelige selskab i årenes løb!

Arrangørgruppen for 2005 består derfor fra starten kun af få personer. Dette for at give plads til nye arrangører, der har lyst til at være med og "suge til sig", så de kan lave de næste års træf. Men som det har fungeret helt fra den spæde start, er vi afhængige af, at nogle deltagere vil være med til at få træffet til at glide og gøre deres til at udfylde de rammer, vi prøver at skabe for børnetræffet. Tilbage er der så kun at ønske hinanden god arbejdslyst og god fornøjelse med de fremtidige MCTC Børnetræf.

Tanken om Børnetræffets endeligt var tæt på i vinteren 2005-06, hvor vi har stod uden arrangører til sommeren 2006. Af arbejdsmæssige og personlige grunde valgte jeg at stoppe som arrangør, og den beslutning stod jeg fast på, selvom det ikke ligefrem ville blive en let opgave at få nogen til at overtage arrangementet. Flere havde viljen, men livet kan sommetider spille kispus med os alle, og først hen i januar måned meldte Steen Pingel sig til at lave det sammen med Gitte Hansen på Bornholm. Jeg håber, at træffet må fortsætte i samme ånd: at træffet er for MC'ister, og at det er skruet sammen økonomisk, så alle skal have mulighed for at deltage. Jeg håber, at mange vil få mange gode timer med MCTC Børnetræffet fremover.

Med venlig hilsen Alice Lindhof